Det er en god idé at være i god tid med at undersøge sine muligheder, hvis man har en internetforbindelse via kobbernettet. Det bliver gradvist lukket ned, og på sigt skal de berørte have en ny forbindelse, så de eksempelvis fortsat kan streame, tilgå deres mail og netbanken, siger Louise Kambjerre Scheel, seniorkonsulent i Ældre Sagen.
Kobbernettet i Assens lukkes
Mange borgere i Assens Kommune bor et sted, hvor der stadig er adgang til internet via det gamle telefonstik – kobbernettet, som nu udfases frem mod 2030. Lukningen sker gradvist, men gode alternativer er allerede klar.
Nye tal fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at mere end 200.000 danskere stadig har deres internetforbindelse via det gamle kobbernet. I Assens Kommune har 92 pct. af borgerne fortsat mulighed for at koble sig på internettet via telefonstikket – men TDC NET er begyndt at lukke nettet ned. Første etape fandt sted i foråret 2025, og udfasningen fortsætter frem mod 2030. Derfor bør nogle borgere allerede nu overveje alternativer.
Det kan fx være ældre borgere, der altid har haft en kobberforbindelse. De kan have brug for hjælp med at finde et alternativ.
