Det, jeg bedst kan lide, er at arbejde med mine hænder. Jeg har det faktisk allerbedst, når jeg passer mit fritidsjob på et pizzeria eller farver mine veninders hår. Jeg kan mærke, at jeg er skoletræt og jeg glæder mig rigtig meget til at have nogle dage i løbet af ugen, hvor jeg får lov til at gøre noget praktisk i stedet for fx at skulle analysere et digt, forklarer hun.I Assens Kommune har Byrådet besluttet, at eleverne i juniormesterlære fortsat skal være tilknyttet deres stamklasse. De dage, hvor Lea skal gå i skole, vil hun altså modtage undervisning sammen med sine nuværende klassekammerater.
Vi anskuer ikke juniormesterlæreordningen som et specialtilbud. Men som en måde at tilpasse rammerne på, så rammerne passer til de unge - og ikke omvendt. Det fællesskab, de unge er en del af i klassen, er også vigtigt for deres trivsel, skolegang og lyst til at komme i skole. Og derfor skal de selvfølgelig blive i det fællesskab, siger formand for Uddannelse, Børn og Familieudvalget i Assens Kommune, Camilla Lykke Sørensen.
Adgangsgivende til en erhvervsuddannelse
Ud over 1-2 dage i praktik per uge, skal elever i juniormesterlære som minimum følge fagene dansk og matematik – og dermed vil deres afgangseksamen være adgangsgivende til en erhvervsuddannelse. På Glamsbjergskolen er naturfagene desuden i fokus.På Glamsbjergskolen har vi forsøgt at tilrettelægge hverdagen for de elever, der ønsker at komme i juniormesterlære på en sådan måde, at hvis de på et tidspunkt fortryder, vil de stadig være klædt på til at gå op i alle de bundne prøvefag. Eleverne skal som minimum have dansk og matematik, men derudover har de både på 8.- og 9. årgang naturfagene. På 8. årgang har eleverne også deres praksisfaglige valgfag, forklarer skoleleder Mette Runge.Lea håber nu, at hun kan finde en eller flere frisører i Assens Kommune, som har lyst til at inkludere et ungt menneske i deres erhverv. Det samme håber chef for Dagtilbud og Skole i Assens Kommune, Espen Fossar Andersen – både på Leas og alle de andre unges vegne:
Juniormesterlæreordningen har potentiale til at hjælpe mange unge godt videre til en erhvervsuddannelse. Derfor håber jeg, at vores egne kommunale arbejdspladser såvel som private virksomheder vil tage godt imod de unge, og se juniormesterlæreordningen som en god mulighed for at gøre de unge interesserede i deres fag eller erhverv.
Skulle en eller flere elever stå uden praktikplads i kortere eller længere periode, vil der blive mulighed for praktisk undervisning i stedet. Hvor og hvordan det skal foregå, er under udarbejdelse, tilføjer Espen Fossar Andersen.
