Plejehjemmet Sydmarksgården i Verninge, der hidtil har været ejet og drevet af Danske Diakonhjem, bliver nu et 100 % kommunalt plejehjem. Det samme gør sig gældende for Plejehjemmet Holmely i Aarup, hvor Danske Diakonhjem hidtil har været ansvarlig for bygninger og køkkenfunktion, mens Assens Kommune har varetaget plejen.
Danske Diakonhjem har opsagt driftsaftalen per 1. januar 2027, hvor Assens Kommune altså nu overtager.
Vi er tilfredse med, at Assens Kommune nu kan overtage den videre drift af Holmely og Sydmarksgården. Med overtagelsen sikrer vi, at plejehjemmene i Assens Kommune fortsat har en bred geografisk dækning. Og ikke mindst er det godt, at der nu er vished for beboere, medarbejdere, pårørende og frivillige siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Assens Kommune, Mark Søgaard
Assens Kommune sætter nu gang i det videre arbejde i forhold til overtagelsen den 1. januar 2027.
Første skridt vil handle om virksomhedsoverdragelsen, som jo blandt andet vedrører medarbejderne. Der kommer ikke til at ske store eller pludselige forandringer i hverdagen på plejehjemmene. Og vi vil selvfølgelig være i tæt dialog med både medarbejdere, beboere og pårørende på Sydmarksgården og Holmely frem mod årsskiftet, slutter direktør for Sundhed, Ældre og Beskæftigelse i Assens Kommune, Michael Bjørn.
