
Hvis du har gået og overvejet, om du skulle være med i et gospel kor, så har du chancen nu. Onsdag den 19. februar kan du komme og synge med i Hillside Gospel Singers i Vissenbjerg. De starter en ny sæson, og har plads til nye medlemmer.
Til deres opstartsaften har du mulighed for at prøve af, om koret er noget for dig. Du får de første to øve-aftner gratis, inden du endeligt skal beslutte dig for, om du vil være med i koret.
Hillside Gospel Singers i Vissenbjerg er ledet af korlederen Anette Lynghøj. Hun guider koret med stor ekspertise, mens hun akkompagnerer på klaveret.
For koret er fællesskabet vigtigt, og de prioriterer derfor højt at synge sammen. Det betyder, at de fleste af deres sange er uden solister. Hvis der skulle være enkelte numre med en solist, er det på numre, hvor der stadig er meget at lave for hele koret.
Koret synger både nyere og ældre gospelsange, og hvis budskabet er rigtigt, kan der også være pop, rock, funk eller meget andet på listen. Fælles for sangene er, at de varierer i tempo, udtryk og sværhedsgrad.
Praktisk information
Hillside Gospel Singers starter op igen d. 19/2, og de synger hver onsdag klokken 19:00.
Derudover skal man kunne synge rent og være minimum 18 år for at deltage.



