11. april 2025

|

Pressemeddelelse

Birgitte fra Assens viser vejen: Bliv venskabsfamilie og gør en forskel

Mentorbarn har siden 2015 matchet børn og unge i udsatte og sårbare positioner med frivillige venskabsfamilier i hele landet. Det er her, Birgitte fra Assens kommer ind i billedet. Hun er venskabsbedste for et udsat barn – og Mentorbarn håber på flere som hende.

Birgitte fra Assens viser vejen: Bliv venskabsfamilie og gør en forskel
Af: Mentorbarn | Foto: Mentorbarn

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Birgitte fra Assens har altid haft et stort ønske om at få børnebørn, men da det ikke blev en del af hendes liv, begyndte hun at overveje, hvordan hun kunne være noget for andre børn i stedet. Hun husker sin egen barndom, hvor hendes bedsteforældre var en vigtig støtte for hende. Derfor besluttede hun sig for at blive venskabsfamilie – for at give et barn den tryghed og ro, hun selv fik fra sine bedsteforældre som barn.
Venskabsbedste for mentorbarn
Birgitte ansøgte derfor om at blive venskabsfamilie hos Mentorbarn og de fandt en pige, der havde brug for en venskabsbedste som hende. De har nu snart kendt hinanden i et år, og sammen laver de alt fra de små dagligdags ting som at handle ind, bage boller eller besøge genbrugspladsen, men en gang imellem gør de noget særligt, nogle gange tager de på stranden eller gør noget større, som for eksempel sidste år, hvor de tog til Bågø, hvor Birgittes mentorbarn oplevede at sejle for første gang. Deres tid sammen behøver dog ikke være fyldt med store aktiviteter; det vigtigste er nærværet og de små øjeblikke.
Gensidig glæde
Gennem det seneste år har deres relation udviklet sig fra en forsigtig start til en omsorgsfuld, gensidig forbindelse. Birgitte mærker tydeligt, hvor glad hun er for sit mentorbarn – og hvordan det er gengældt. At være venskabsfamilie udfylder et tomrum hos Birgitte. Det giver hende enorm glæde at have et ungt, nysgerrigt sind at dele oplevelser med. Hendes mentorbarns kvikke bemærkninger og nysgerrighed bringer nye perspektiver ind i hendes liv - hvilket er utrolig givende. Birgitte opfordrer andre til at overveje at blive venskabsfamilie, hvis de bare har den mindste lyst til at gøre en forskel for et barn. For hende har det været utroligt meningsfuldt. Hun har i længere tid været frivillig for fængselsindsatte og er der stadig - men fik også lyst til at bruge sine frivillige kræfter på et barn. Som venskabsfamilie får man mulighed for at bidrage til et barns liv med et pausested – at give dem en omsorgsfuld og tryg relation.
Hjælp sårbare og udsatte børn og unge
Mentorbarn er en dansk NGO, der siden 2015 har arbejdet for, at alle børn og unge har ret til betydningsfulde og stærke relationer. De giver børn og unge i sårbare og udsatte positioner mulighed for stærkere netværk. Det gør de ved at give dem en venskabsfamilie: En frivillig, omsorgsfuld og udviklende relation. Mentorbarn har et tæt samarbejde med Assens Kommune og har i mange år arbejdet for at støtte børn i udsatte positioner ved at matche dem med omsorgsfulde venskabsfamilier. Desværre oplever organisationen i øjeblikket, at mange af de børn, de arbejder med, står på venteliste og mangler en venskabsfamilie. Derfor søger Mentorbarn nu hjælp til at nå ud til flere potentielle frivillige venskabsfamilier i Assens Kommune. Læs mere om, hvordan du kan blive venskabsfamilie her.
Event Information