Skip to main content
26. juni 2025

Fra studenterhue til startup-succes: Vestfyn-elever skal til EM med digital løsning, der allerede tjener penge

Fem unge iværksættere fra Handelsgymnasiet Vestfyn og Niels Brock har skabt en platform, der sikrer ansvarligt salg til unge – og nu skal de præsentere Danmark ved EM i Entreprenørskab i Athen

Af: Fonden for Entreprenørskab | Foto: Rasmus Degnbol
PRESSEMEDDELELSE

Yassin, Ida, Nanna og Peter fra Handelsgymnasiet Vestfyn samt Milo fra Niels Brock.

Mens mange fynske studenter fejrer eksamen med blomster og studenterkørsel, står fem unge iværksættere over for noget helt andet: Europas største konkurrence i entreprenørskab. Holdet bag virksomheden VerifyID, bestående af Yassin, Ida, Nanna og Peter fra Handelsgymnasiet Vestfyn samt Milo fra Niels Brock, er udtaget til at repræsentere Danmark ved Europamesterskaberne i Entreprenørskab 2025 i Athen. De vandt tilbage i april Danmarksmesterskaberne i Entreprenørskabsprogrammet Company Programme for ungdomsuddannelserne.

Sideløbende med deres læseferie har de forberedt sig på at skulle fortælle om deres innovative løsning.  En digital løsning, der allerede er i brug hos flere danske butikker – og som løser en reel samfundsudfordring.

VerifyID har udviklet en smart og fleksibel aldersverifikationsløsning, der fungerer i både fysiske butikker og online webshops. Den gør det nemt og hurtigt for butikker, natklubber, kiosker og andre erhvervsdrivende at sikre, at de kun sælger aldersbegrænsede produkter som nikotin, alkohol og energidrikke til personer over den lovlige grænse.

Idéen opstod på en sommerferie i Spanien, hvor vi talte om, hvor let det egentlig er at snyde med alderskontrol. Nu har vi udviklet en platform, der allerede har betalende kunder – og så skal vi samtidig til EM, siger Yassin Ayoub, medstifter og student fra Handelsgymnasiet Vestfyn.

Fonden for Entreprenørskab, der har stået for udtagelsen og sender holdet afsted, roser de unge for deres kombination af forretningssans og samfundsansvar.

VerifyID er et stærkt eksempel på, at entreprenørskab i undervisningen virker. De her unge har skabt en løsning, der allerede gør en forskel i dansk detailhandel – og det mens de passer deres eksamener. De her unge viser, hvordan entreprenørskab i uddannelse kan føre til løsninger med både kommerciel og samfundsmæssig effekt. Og de gør det, mens de afslutter deres ungdomsuddannelse. Det er virkelig imponerende, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden.

Holdet deltager i Gen-E 2025 i Athen fra 1.–3. juli sammen med unge fra over 40 lande.

Om Fonden for Entreprenørskab

Entreprenørskab skal være for alle, for det giver børn og unge evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden. Det er Fonden for Entreprenørskabs vision, og det vi er drevet af i vores arbejde på skoler og uddannelser.

Det gør Fonden ved at hjælpe skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende. Målet er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Helt konkret arbejder Fonden for at sikre, at alle elever og studerende færdiggør skole og uddannelse med evner til at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi som både talentfulde iværksættere og værdifulde medarbejdere til gavn for Danmark. Vi kalder det entreprenant dannelse.

Fonden for Entreprenørskab er desuden det centrale nationale videncenter og omdrejningspunkt for udvikling af entreprenørskab i undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Fakta:

  • VerifyID er stiftet af Yassin Ayoub, Ida Terndrup, Nanna Kyed og Peter Eriksen fra Handelsgymnasiet Vestfyn samt Milo Kielgast fra Niels Brock.

  • Produkt: Digital løsning til aldersverifikation (POS og online)

  • Virksomheden har allerede betalende kunder og live implementeringer

  • Vandt Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab (Company Programme)

  • Repræsenterer Danmark ved Gen-E 2025 i Athen

  • Deltagelsen støttes af Fonden for Entreprenørskab