04. september 2026

|

Pressemeddelelse

Helnæs Mølle vinder Renoverprisens Specialpris 2026

Holdet bag renoveringen af den 180 år gamle stubmølle på Helnæs er kåret som vinder af Renoverprisens Specialpris 2026. I mere end 50 år har møllen stået uden funktion, men en nænsom – og nu prisvindende – renovering har gjort den til et levende og værdsat samlingspunkt for både fastboende og turister på Helnæs.

Helnæs Mølle vinder Renoverprisens Specialpris 2026
Af: Renoverprisen | Foto: Malthe Ivarsson

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

For beboerne på Helnæs har den gamle stubmølle længe stået som et markant, men overset vartegn ved indkørslen til halvøen. Nu er møllen blevet centrum for noget nyt: torsdag aften modtog holdet bag renoveringen Renoverprisens Specialpris 2026 for at have givet den 180 år gamle mølle en ny funktion, uden at den har mistet sit oprindelige udtryk.

Møllen stod ellers forfalden og uden vinger i mere end 50 år, og der forelå en tilladelse til at rive den ned – men den tilladelse blev heldigvis aldrig brugt. I stedet er stubmøllen blevet ombygget til en restaurant, der i dag er blevet en fast del af livet på halvøen.
 

Håndværk, der er tro mod møllens historie

Når man besøger Helnæs Mølle, er det tydeligt, at hvert eneste greb i renoveringen er udført med omtanke: Den originale trækonstruktion er bevaret og forstærket, og de bjælker, der ikke kunne reddes, er erstattet af nye håndslebne bjælker, som står rå og ubehandlede – akkurat som i møllens storhedstid i 1800-tallet.

Bygherren har valgt at fremhæve det gamle hovedtandhjul og den lodrette akse som et af restaurantens mest markante blikfang, mens kampestenssoklen er renset og istandsat. Møllen er blevet nytækket, og renoveringen har bevaret og styrket mange af møllens oprindelige træk. Derfor bliver Helnæs Mølle nu hædret med Renoverprisens Specialpris 2026.

”Vi er utrolig stolte af at have vundet Renoverprisens Specialpris. Vi synes jo selv, at det er en fed renovering, vi har lavet – så når andre også synes det, er det jo en stor anerkendelse af det, vi har lavet,” siger Stig Nør Larsen, der er bygherren bag projektet og fortsætter:

”Det har været en lang vej hertil. Vi har arbejdet med rigtig mange forskellige elementer i renoveringen og synes, at det hele er gået op i højere enhed. Det gør det så også i aften.”

 

En manglende brik på Helnæs falder på plads

Ideen til renoveringen opstod ud af et helt konkret behov: Gæsterne i de nærliggende ferieboliger efterspurgte et spisested i gåafstand. I dag er Helnæs Mølle blevet til endnu mere end det – på førstesalen finder man Restaurant AKS, og møllens fredagsbar er et fast tilløbsstykke for både fastboende og sommerhusgæster.

”Helnæs Mølle er et inspirerende eksempel på, hvordan et kulturhistorisk vartegn kan få en ny funktion og igen blive en aktiv del af lokalsamfundet. En mølle bygget til ét bestemt formål, men nu med en helt ny anvendelse, som både holder historien levende og skaber et fantastisk sted, hvor mennesker mødes. Renoveringen er drevet af lokale ildsjæle, der har haft modet til at se muligheder i en faldefærdig og overset bygning, og det fortjener i den grad Renoverprisens Specialpris," siger Henrik Mielke, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg.


Tålmodighed og samarbejde

Nomineringsudvalget har også bemærket den særlige tålmodighed, projektet har krævet: Strandbeskyttelse, hensyn til kystlandskabet og Nationalmuseets interesser skulle alle afklares, før projektet kunne realiseres.

Derudover har Assens Kommune undervejs været en aktiv medspiller – ikke mindst fordi halvøen er en prioriteret turistdestination for kommunen. Blandt andet er vinduerne på første sal trukket ind i facaden efter ønske fra Kystdirektoratet for at undgå refleksioner i kystlandskabet. 

Parterne bag projektet

Bygherre: Stig Nør Larsen

Arkitekt: Jesper Thyge Brøgger

Ingeniør: Haldor Stefanson, ingeniørfirmaet Henry Jensen

Tømrerfirmaer: Vestfyns Tømrerforretning og Tømrerfirmaet René Nielsen

Tækkefirma: JR Tæk

Elfirma: Broby El

Murerfirma: Murermestrene CO

VVS: Voldbro Smedie

Interiør: FORMIII


Om Renoverprisen og Specialprisen

Renoverprisen og Renoverprisens Specialpris uddeles af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond og har siden 2013 belyst potentiale i renoveringer.

Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2013 og bygger på seks vurderingskriterier: eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.

Med Specialprisen følger en præmie på 10.000 kr. til projektets parter.

Selve Renoverprisen (hovedprisen) blev i 2026 vundet af projektet Højstrupparken, der har løftet en almen boligbebyggelse fra efterkrigstidens Odense til nutidens boligstandard. For Renoverprisen er der en præmie på 100.000 kr. til vinderholdet bag årets bedste renovering.

De seks nominerede projekter til Renoverprisen 2025 og de to nominerede til Specialprisen 2025 blev udvalgt af Renoverprisens Nomineringsudvalg, mens de endelige vindere er valgt af Renoverprisens Valgkollegium – 96 fagfolk fra hele byggebranchen – efter en afstemning.

Nøgleord
Erhverv
Event Information