Skip to main content
30. september 2025

Her er det kommende Ældreråd i Assens Kommune

Der kommer til at være fredsvalg til Ældrerådet i Assens Kommune, og alle 10 kandidater, der stillede op til valget, bliver dermed valgt ind for perioden 2026-2029.

Af: Assens Kommune | Foto: Her ses det nuværende Ældreråd, som er det fungerende til og med den 31.12.2025 // Assens Kommune
PRESSEMEDDELELSE

Fristen for at stille op til Ældrerådsvalget var den 22. september 2025 kl. 10.00. Her stillede i alt 10 kandidater op.

Det betyder, at valget bliver et fredsvalg, og at alle 10 opstillede kandidater derfor bliver valgt ind i Ældrerådet fra 1. januar 2026.

Vi glæder os meget over, at vi får tre nye ansigter ind i Ældrerådet i den kommende periode. Dermed får vi igen et stærkt hold, som vil fortsætte Ældrerådets gode arbejde og samarbejde med politikere og forvaltning i de kommende år, fortæller Jørgen Nyberg Larsen.

Assens Ældreråd er et selvstændigt og selvstyrende råd, som ikke er underlagt Assens Kommune. Ældrerådet rådgiver kommunens politikere i spørgsmål, som har betydning for alle over 60 år. Medlemmerne har tavshedspligt.

Ældrerådets nye medlemmer

Det kommende Ældreråd skal konstituere sig i december, og kommer fra 1. januar til af bestå af følgende medlemmer:

  • Vibeke Busse Andersen – Assens
  • Hanne Hemmingsen – Assens
  • Mogens Erik Jensen – Assens
  • Mogens Johansen – Assens
  • Jørgen Nyberg Larsen – Haarby
  • Pia Mandrup Nygaard – Glamsbjerg
  • Tove Pedersen – Tommerup
  • Maibritt Rasmussen – Tommerup
  • Tonny Stenkilde – Vissenbjerg
  • Lone Lykke Wadowski – Aarup

Ældrerådets vedtægter er blevet opdateret og er godkendt af både af Ældrerådet og Byrådet.

Ved gennemgangen af vedtægterne blev der også tilføjet, at Ældrerådet fra 2026 kan bestå af 7-11 medlemmer og op til 5 suppleanter. Indtil nu har der stået i vedtægterne, at Ældrerådet skulle bestå af 9 medlemmer og 5 suppleanter.

Ældrerådets formål og opgaver er bl.a.:
  • At rådgive politikerne i alle spørgsmål, der vedrører ældre.
  • Medvirke til at skabe debat om emner, der vedrører ældre.
  • Komme med forslag til politikerne, der har betydning for kommunens ældre.
  • Samarbejde med Byrådet om en ældrepolitik, der tager hensyn til selvbestemmelse og medindflydelse for de ældre.