Skip to main content
11. september 2024

Kæmpe lokale forskelle i hjemmehjælp til ældre borgere

Det er ikke ligegyldigt, hvor man bor på Fyn, hvis man har brug for hjemmehjælp. Nye tal viser store forskelle i visiterede hjemmehjælpstimer fra kommune til kommune.

Af: FOA | Foto: Unsplash
PRESSEMEDDELELSE

Det betyder noget, hvor man bor, hvis man er ældre plejetrængende borger på Fyn. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som FOA har analyseret. I toppen ligger Nordfyns Kommune, hvor ældre over 67 år i gennemsnit modtager 3,9 timers hjemmehjælp om ugen, mens ældre i Kerteminde og Assens kommuner må tage til takke med henholdsvis 1,7 og 1,9 timers hjemmehjælp om ugen. Det er under halv så megen hjemmehjælp per ældre borger

Hjemmehjælpstimerne dækker over både hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp.

Jeg frygter, at den store forskel i visiterede hjemmehjælpstimer handler om, at mange kommuner har været ude i det, der på bureaukratisk dobbeltsprog hedder budgettilpasning, men reelt handler om, at man har sparet på velfærden, for at få budgettet til at passe. Det kan vi ikke være bekendt over for vores ældre medborgere, siger Tanja Nielsen, sektorformand i Social- og Sundhedssektoren i FOA

Det er noget af det værste en social- og sundhedsassistent eller hjælper kan opleve, når man ikke har tiden og ressourcerne til at give en plejetrængende borger den hjælp, de reelt har brug for.

Tallene viser også, at de ældre i Region Syddanmark visiteres til færre timers ugentlig hjemmehjælp end gennemsnittet for hele landet.

De ældre i Region Syddanmark modtager i gennemsnit 2,6 timers hjemmehjælp. Det er lavere end landsgennemsnittet på 3 ugentlige timer. Til sammenligning modtager de ældre øst for Storebælt i gennemsnit 3,2 timers hjemmehjælp om ugen, mens niveauet i Region Midtjylland og Region Syddanmark ligger på henholdsvis 2,9 og 2,6 timer.

Det er klart, at der kan være flere grunde til de store forskelle i visiterede hjemmehjælpstimer. Nogen har jo brug for mere hjemmehjælp end andre. Og forskellene kan også skyldes, at kommunerne organiserer hjemmeplejen forskelligt. Men jeg frygter, at det også handler om, at ældre fra i forvejen pressede kommuner, får mindre hjælp, fordi økonomien mangler, siger Tanja Nielsen.

Lige nu sidder kommunerne og er ved at forhandle budgetterne for næste år, og mange steder er velfærden truet af flere nedskæringer, trods flere penge til kommunerne. Det er bekymrende, hvis de lokale prioriteringer igen kommer til at gå ud over de ældre.

Generelt har Danmarks ældre borgere oplevet et fald i hjemmehjælpstimer gennem de seneste mange år. I 2008 fik næsten halvdelen af alle ældre over 80 år hjemmehjælp. I 2023 er det under hver tredje i den aldersgruppe, der får hjælp via kommunen.