Skip to main content
13. december 2023

Kom med til Købstadsjubilæum i Assens til august 2024

I 2024 bliver Assens bys Købstadsjubilæum fejret med spændende arrangementer, koncerter, sportsaktiviteter og meget, meget mere.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ASSENS KOMMUNE

I 2024 bliver Assens bys Købstadsjubilæum fejret med spændende arrangementer, koncerter, sportsaktiviteter og meget, meget mere.

I 2024 er det 500 år siden, at Kong Frederik 1. stadfæstede Assens bys købstadsprivilegier. Det skal selvfølgelig fejres. Derfor vil der i hele 2024 løbende være begivenheder, som markerer Købstadsjubilæet.

Den store officielle fejring af Købstadsjubilæet vil foregå den 15.-18. august 2024 i Assens by, hvor der kommer et tætpakket program med oplevelser og events for både unge, børnefamilier og den ældre generation.

Det er en historisk begivenhed, som vi fejrer med et nutidigt og spændende program. Det er stort – ikke bare for Assens by, men for hele kommunen og for Fyn – og jeg håber meget, at så mange borgere, besøgende og turister som muligt lægger vejen forbi Assens til august, fortæller borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.

Officiel fejring bliver et brag af en fest

Og det er 4 dage med et tætpakket program fyldt med gode oplevelser for alle aldre. Du kan blandt andet opleve en musik- og kulturfestival på Tobaksgaarden, Det Kongelige Teaters Sommeropera, sambaoptog gennem byen, ungdomsarrangement med koncert, wakeboard og sportsaktiviteter hos Arena Assens, og det store middelalderskib Die Kieler Hansekogge, som lægger til i Assens Havn – og meget mere.

Gennem mange af de aktiviteter, som er samlet i programmet, kan man som borger eller besøgende lære meget om Assens maritime historie og udvikling, da mange aktiviteter tager udgangspunkt i et stykke af historien og udfolder det på en nutidig og moderne måde. Så jeg glæder mig helt vildt, fortæller Inge Dahl, der er lokalrådsformand i Assens og medlem af Jubilæumskomiteen.

Hele programmet for Købstadsjubilæets officielle fejring bliver offentliggjort den 21. marts 2024.

Bag programmet står aktører, foreninger og frivillige i sammenspil med Assens Kommune, og hvis der er nogen, som har et arrangement, en begivenhed eller et event, som de ønsker skal med i programmet, kan de se mere på assens.dk/500aar