Skip to main content
9. maj 2023

Lokal profil er ny leder af Frivilligcenter Assens

Rikke Louise Fage-Fjord er ny leder af Frivilligcenter Assens. Sammen med bestyrelsen skal hun nu styrke og udvikle frivilligheden i kommunen.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ASSENS KOMMUNE

Rikke Louise Fage-Fjord er den nye leder af Frivilligcenter Assens. Sammen med bestyrelsen skal hun nu sætte handling bag visionen om at styrke og udvikle frivilligheden i hele Assens Kommune.

Rikke Louise er født og opvokset i Ebberup og er nu, sammen med sin familie, bosat i Køng. Hun er en aktiv del af lokalsamfundet, og har blandt andet været projektleder for et frivilligt empowerment-projekt for minoritetsetniske kvinder i Assens Kommune, frivillig mentor og koordinator for diverse indsamlinger til flygtninge og har været med til at arrangere tøjbyttemarkeder, Danmarks Længste Jernbanepicnic og fantastiske Sommer Søndage i lokalområdet.

Rikke Louise har en kandidatgrad i international virksomhedskommunikation og socialantropologi – og har erfaring fra både offentlige og private virksomheder, frivillige organisationer og som selvstændig erhvervsdrivende. Senest kan hun også tilføje klummeskribent for lokalavisen Assens på CV’et.

Bestyrelsesformand for Frivilligcenter Assens, Robert Satchwell, glæder sig over, at et enigt ansættelsesudvalg pegede på Rikke Louise. 

Jeg er ikke i tvivl om, at vi ved ansættelse af Rikke Louise får en meget kompetent leder, der med en alsidig erfaring og et ualmindeligt stort drive, kan være med til at sætte skub i opstarten af Frivilligcenter Assens.

Rikke Louise har tiltræder stillingen den 1. juni, og hun skal som det første skal have styr på alt det praktiske omkring opstarten af frivilligcenteret. Blandt andet skal der laves en hjemmeside, så foreningerne kan melde sig ind i Frivilligcenter Assens. 

Mest af alt glæder jeg mig til at lære foreninger og samarbejdspartnere at kende, så vi sammen kan skabe de bedste betingelser for frivilligheden i hele Assens Kommune. Jeg er super spændt på at komme i gang med arbejdet og glæder mig til at skabe et stærkt og bæredygtigt fundament for både nuværende og kommende frivillige i Assens Kommune, siger Rikke Louise Fage-Fjord.

Det er endnu ikke besluttet, hvor frivilligcenteret skal ligge, og der forventes først at være truffet beslutning om dette efter sommerferien. I mellemtiden rykker Rikke Louise midlertidigt ind på Assens Rådhus.