Vores rolle som stifter er et udløb af det stærke og konstruktive samarbejde, vi har været en del af ved udrulningen af den nationale Strategi for Lystfiskeri, som centeret er en del af. Det kommende center vil give danskerne en stor indsigt i et meget underkendt og fascinerende liv under vandet. Den indsigt er værdifuld og bidrager til vores arbejde for flere vilde fisk og et bedre lystfiskeri, siger Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.Fondens bestyrelse består af Peter Lützen, ejer af Løgismosestrand Camping, Finn G. Johansen, kommunaldirektør i Assens Kommune og Pernille Illum, fondsrådgiver i A.P. Møller Fonden. Fonden vil i første omgang være optaget af at bygge den ikoniske bygning og få skabt en spændende gæsteoplevelse i centeret. På den lange bane skal bestyrelsen i fonden sammensættes af repræsentanter, der efter centerets åbning skal udvikle og drive centeret.
Attraktion og samlingspunkt for vandnatur
Centeret bliver dels en attraktion, hvor gæsterne får indblik i, hvordan Danmark så ud, hvis vi tømte det for vand, hvor de kan sanse Danmarks vandnatur og opleve landskaberne under havoverfladen. Centeret bliver desuden samlingspunkt og formidler af faglighed og forskning, der har med vandnatur og vandpleje at gøre, fortæller Arne Kvist Rønnest, tovholder på den nationale Strategi for Lystfiskeri og Projektchef for Kyst- og Lystfiskercenteret, og fortsætter: Lystfiskere har stor viden om vandnaturen og gør meget for at passe på den. Derfor er lystfiskerne i Danmark også en stor del af udviklingen af centeret samt det vidensfællesskab, som centeret også kommer til at rumme.Kyst- og Lystfiskercenteret er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 25 millioner kroner, Nordea-fonden med 19 millioner kroner samt staten og Assens Kommune med henholdsvis 22 og 15 millioner kroner.
