
Vejdirektoratet åbner to store ladeparker ved Kildebjerg rastepladserne. De er begge placeret på Fynske Motorvej, så elbilisterne kan lade op uden besværlige omveje.
1. januar 2026 sætter Vejdirektoratet strøm til to nybyggede ladeparker ved Kildebjerg lige uden for Vissenbjerg på Fyn.
Her kan elbilister, der pendler langt eller kører på ferie, lade op direkte ved motorvejen, så opladningen bliver en naturlig og bekvem del af rejsen.
Det skal være så let som muligt at køre elbil i Danmark. Med ladeparkerne ved Kildebjerg får vi lukket et vigtigt hul i ladeinfrastrukturen på tværs af landet. Hurtig opladning på de længere ture er efterspurgt fra elbilisterne og med åbningen af endnu flere ladeparker forbedres elbilisternes lademuligheder markant der, hvor behovet er størst, siger transportminister Thomas Danielsen.
De nye ladeparker er en del af en national indsats, der skal gøre det nemmere at køre langt i elbil uden at skulle bekymre sig om at finde opladning undervejs.
Flere lynladere der, hvor trafikken er – og behovet størst
Rastepladserne Kildebjerg Nord og Syd ligger strategisk placeret omtrent midt mellem København og Aarhus og udgør et naturligt stop for både pendlere og ferierejsende.
I 2026 åbner de første otte ladepladser på Kildebjerg Nord og Syd. Hen over de næste par år vil ladeparkerne løbende blive udvidet således, at der i 2028 vil være 14 ladepladser på hver side af motorvejen.
Ny energi til både bil og fører
De nye ladeparker er indrettet med:
- Lynladning op til 400 kW
- Pladser til opladning for biler med trailer, campingvogn og varevogn
- Overdækning med solceller
- Nem indkørsel og bedre mulighed for at finde en ledig stander
- Plads til kørestolsbrugere
- Adgang til mad, drikke og toiletter på rastepladserne
Vi har haft fokus på at skabe ladeparker, der både er effektive og behagelige at bruge. Særligt på de længere stræk. Med de nye faciliteter ved Kildebjerg bliver det både nemmere at holde en god pause og nemmere at komme hurtigt videre på turen, siger projektleder i Vejdirektoratet Jonas Johnsen og tilføjer:
Det er bare at dreje ind, lade op og køre videre.
Ladeparkerne er en del af en større national indsats under Infrastrukturplan 2035, hvor Vejdirektoratet åbner 22 nye ladeparker med i alt 288 lynladepladser langs motorvejene.
De seneste par år har Vejdirektoratet desuden åbnet ladeparker med 30 lynladepladser ved rastepladserne Lillebælt Nord og Syd og ved samkørselsplads Langeskov på Fyn.

Fakta:
Læs mere om Vejdirektoratets ladeparker: Ladeinfrastruktur | Vejdirektoratet
Kør langt. Lad let
Vejdirektoratet arbejder for, at det skal være lige så nemt at køre på el som på benzin og diesel – også på de længere bilture. Ambitionen er at:
- 99,9 pct. af alle lange ture skal kunne gennemføres i en elbil uden at køre en omvej
- Ingen skal vente mere end to minutter på at lade på årets travleste dag
Et bidrag til den grønne omstilling
Med Infrastrukturplan 2035 er der afsat 500 millioner kroner til udrulning af ladeinfrastrukturen, som både skal bidrage til den grønne omstilling og sikre et højt serviceniveau for opladning af elbiler
Med udgangen af 2026 vil der være cirka 450 offentlige ladepladser tilgængelig langs motorveje og øvrige statsveje.