10. november 2026

|

Pressemeddelelse

Nye roller og kræfter i Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse

Christine Ravn Lund bliver ny næstforperson, og efterskoleforstander Peter Munk Povlsen træder ind i bestyrelsen. Begge kommer med stærke rødder i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde og erfaring med at omsætte lokalt engagement til internationalt udsyn.

Nye roller og kræfter i Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse
Af: Folkekirkens Nødhjælp | Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Folkekirkens Nødhjælp knytter endnu tættere bånd til foreningslivet og de frie skoler. Christine Ravn Lund, der har siddet i bestyrelsen i to år, bliver ny næstforperson, mens Peter Munk Povlsen, forstander på Tommerup Efterskole, træder ind som nyt bestyrelsesmedlem.

Peter Munk Povlsen erstatter efterskoleafdelingsleder Solvej Gasseholm Bang, der forlader bestyrelsen efter 12 år, heraf de seneste 10 år som næstforperson, fordi hun har nået grænsen for, hvor længe man kan sidde.

Bestyrelsesforperson Marianne Hoff Andersen fremhæver de to profilers erfaring med at skabe fællesskaber og engagement.

Folkekirkens Nødhjælps arbejde begynder med mennesker, der tager ansvar for andre. Det sker i vores internationale arbejde, men også i foreninger, skoler og kirkelige fællesskaber herhjemme. Christine og Peter kender det engagement indefra og kan være med til at styrke forbindelsen mellem vores bagland i Danmark og arbejdet ude i verden. Samtidig skylder vi Solvej en stor tak for hendes indsats gennem 12 år siger Marianne Hoff Andersen

Christine Ravn Lund er rådgiver i Demokrati og Forvaltningspolitik i KL. Hun har mange års erfaring fra FDF, KFUM og KFUK og Dansk Ungdoms Fællesråd - og har blandt andet arbejdet med internationale partnerskaber, lederuddannelse og unges deltagelse i udviklingsarbejde. Som næstforperson vil hun bidrage til at engagere flere i Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Jeg har oplevet, hvordan internationale partnerskaber kan give unge både udsyn og erfaringer med selv at gøre en forskel og drive forandring. Den erfaring vil jeg gerne bringe ind i Folkekirkens Nødhjælp. Vi skal skabe flere muligheder for, at mennesker herhjemme kan engagere sig i verden og handle aktivt sammen med mennesker i andre lande. For mig begynder det med overbevisningen om, at alle mennesker er lige meget værd siger Christine Ravn Lund

Peter Munk Povlsen er forstander på Tommerup Efterskole - en af Folkekirkens Nødhjælps mange samarbejdsskoler - og var tidligere lærer på Silkeborg Højskole. Han er desuden engageret i Efterskoleforeningens bestyrelse og har en lang baggrund i KFUM og KFUK.

På en efterskole arbejder vi hver dag med at give unge mod på livet og forståelse for det ansvar, vi har for hinanden. Jeg tror på, at stærke fællesskaber kan få mennesker til at engagere sig i noget, der er større end dem selv. Folkekirkens Nødhjælp forbinder konkret hjælp til mennesker i nød med et langsigtet arbejde for en mere retfærdig verden. Det vil jeg gerne være med til at tage ansvar for siger Peter Munk Povlsen

Nøgleord
Foreninger & frivillighedBørn & ungeUndervisning
Event Information