En reel priskrig er brudt ud i den danske dagligvarehandel, og nye tal fra eTilbudsavis viser en stigning i antallet af læsninger på 20 procent over de seneste to uger sammenlignet med ugerne inden.
I Assens Kommune har 13 procent af borgerne mere end fem kilometer til den nærmeste dagligvarebutik, ifølge tal fra Danmarks Statistik, og 85 procent bor uden for Assens by. Jo længere man har til indkøbsmuligheder, jo større er incitamentet for at læse op på tilbud, oplever man hos eTilbudsavis.
I takt med at priskrigen tager til, kan vi se, at danskerne er blevet ekstra opmærksomme på at finde de bedste priser. Mange bruger de digitale tilbudsaviser som et aktivt værktøj til at styre husholdningsbudgettet. Hvis man har længere til indkøbsmuligheder, er incitamentet til at orientere sig om tilbuddene hjemmefra endnu større, siger Morten Bo, der er medstifter af Tjek, der står bag eTilbudsavis.
Klokkeklar effekt
Kampen om kunderne tager til, og flere dagligvarekæder har sat priserne ned på alt fra basale husholdningsvarer til sæsonaktuelle varer siden starten af maj måned.
Især den 3. maj står ud, når tallene nærstuderes hos eTilbudsavis. På denne ene søndag var der omtrent 45 procent flere læsninger end på en gennemsnitlig søndag i løbet af i år.
Søndage er generelt store dage for at læse tilbudsaviser, så det boom, vi ser netop denne ene isolerede dag, viser en klokkeklar effekt af, at priskrigen skydes i gang. Det sender simpelthen folk til skærmen, forklarer Morten Bo og uddyber:
Vi har haft nogle år, hvor priserne har fyldt meget – både hjemme ved køkkenbordene og i medierne. Det skyldes selvfølgelig de stigende fødevarepriser, men i høj grad også butikkernes prissætning på de varer, folk har allermest brug for i hverdagen. Derfor søger mange mod de digitale tilbudsaviser for at holde styr på priserne og jagte de bedste besparelser.
