Skip to main content
2. april 2025

Søndag samler fynboerne ind til mennesker ramt af kræft

Den 6. april samler frivillige på Fyn ind til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling. Hvis du ikke er hjemme, kan du støtte via sms, MobilePay, bankoverførsel eller digitale indsamlinger.

Af: Kræftens Bekæmpelse | Foto: Kræftens Bekæmpelse
PRESSEMEDDELELSE

Hvis det pludselig ringer på din dør på søndag, kan det være en frivillig indsamler, der beder om din støtte til at hjælpe de mere end 396.000 mennesker herhjemme, der lever med eller efter kræft.

Sidste år var over 1.271 frivillige med til at samle mere end 2 mio. kr. på Fyn.

De penge, der kommer ind ved Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling, går til forskning, forebyggelse og foreningens arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende i hele landet.

Lokalt fællesskab

Formand i Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, er en af dem, der ser frem til dagen og til at gå sin indsamlingsrute.

Jeg mærker fællesskabet og oplever, hvordan lokalsamfund står sammen om at gøre en forskel for mennesker berørt af kræft. Det er virkelig rørende og vi er så taknemmelige for støtten.

Det nytter, når vi står sammen. Vi vil, at færre skal have kræft, at flere skal overleve kræft, og at alle skal have et bedre liv med og efter kræft, siger hun.

Hun sender en dybfølt tak til de tusindvis af frivillige indsamlere og alle, der støtter kampen mod kræft med en donation. Og hun håber, at rigtig mange er hjemme på søndag og tager lige så godt imod indsamlerne, som de plejer.

Støt på flere måder

Hvis du ikke er hjemme, når de frivillige ringer på, er der god mulighed for at støtte på flere andre måder:

  • MobilePay: Støt med et valgfrit beløb på 93 80 00

  • Sms: KB50, KB150 eller KB200 til 1422 (støt med hhv. 50, 150 eller 200 kroner)

  • Betalingskort: via indsamling.dk

  • Digital indsamling: Start eller støt en indsamling via indsamling.dk

Din støtte nytter

Sidste år var mere end 16.000 frivillige på landsplan med til at samle over 37,7 mio. kr. ind ved Landsindsamlingen.

I gennemsnit indsamles der 1.600 kr. pr. bøtte. For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 63 kr. til forskning i kræft, 22 kr. til patientstøtte, 11 kr. til forebyggelse af kræft og 4 kr. til administration.

Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Foreningen er derfor afhængig af dig og andre, som støtter sagen.

Læs mere om, hvordan Kræftens Bekæmpelse bruger de indsamlede midler her.

Du kan stadig nå at tilmelde dig som indsamler. Ring til tlf.: 35 25 75 04 eller tilmeld dig her.