Vi vil gerne bakke op om, at så mange børn og unge som muligt, som en del af deres demokratiske dannelse, får mulighed for at opleve valget sammen med deres forældre. Og for mange af os, hænger det bedre sammen at stemme tidligt på dagen, inden hverdagens mange gøremål og uforudsigeligheder kommer i vejen, siger chef for Dagtilbud og Skole, Espen Fossar Andersen
Forældre har en betydning for fremtidens demokrati
På landsplan er valgdeltagelsen desværre faldet ved de seneste valg. Det er også tilfældet i Assens Kommune. I 2021 var valgdeltagelsen 70,1 % mod 76,1 % i 2017, og 76,4 % i 2013. Undervisningsfri er derfor et af flere tiltag, der både har til formål at øge valgdeltagelsen den 18. november og styrke fremtidens demokrati. Valgforskning viser nemlig, at det langt fra er ligegyldigt, om børn er bevidste om, at deres forældre stemmer.Valgforskningen viser tydeligt, at forældre har en stor indflydelse på fremtidens demokrati. Hvis de, og særligt mødrene, stemmer, kommer deres børn sandsynligvis også til at benytte deres demokratiske ret gennem voksenlivet. Hvis mor stemmer, er der faktisk 30 procent større chance for at hendes børn også kommer til at stemme, end hvis hun ikke stemte, forklarer byrådssekretariatschef og valgansvarlig, Lene Wilhøft.
Børn er velkomne på valgstederne, men man bedes bemærke følgende:
- Det er kun børn, der endnu ikke kan læse, der må gå med hele vejen ind bag forhænget i stemmeboksen.
- Børn i skolealderen skal derfor vente på den voksne uden for forhænget, mens den voksne sætter sine krydser.
