Skip to main content
23. november 2022

Værdifulde smykker forsvundet fra ældre kvindes hjem

Efter en sygdomsperiode var en kvinde fra Glamsbjerg igen klar til at bruge sine armbånd og halskæder, men så manglede 26 smykker.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Efter halvanden måneds sygdom var en ældre kvinde fra Glamsbjerg igen klar til at bruge sine armbånd og halskæder, men da opdagede hun, at 26 værdifulde smykker manglede.

Det bliver svært for politiet at fange gerningsmanden bag dette mystiske indbrud, for det er tilsyneladende foregået helt uden, at nogle har bemærket det.

Mandag d. 21. november åbnede kvinden op til en halvtom smykkeæske i hendes rækkehus på Nørregade i Glamsbjerg. I alt savner hun otte guldarmbånd, syv ringe, tre sølvarmbånd og otte halskæder.

Den ældre kvinde kan ikke præcist huske, hvornår hun sidst iførte sig smykkerne, og derfor er det svært at fastsætte et gerningstidspunkt. Uden flere spor kan tyveriet være sket helt fra d. 1. oktober og til d. 21. november.

Politiet har undersøgt boligen for tegn på, at en tyv har tvunget sig adgang, men heller ikke det var at finde, og der er hverken mistænkte eller videoovervågning. Med andre ord er der intet for politiet at gå efter i sagen.